Kulturstafetten er i Aarhus

21. september 2016

Wroclaw – Aarhus Kulturstafetten er nået frem

En punktering, 1 knækket eger, 0 styrt eller uheld, sol og medvind. Det var status efter 5 dages landevejscykling fra Wroclaw til Sdr. Hopstrup. Det var 31 trætte erhvervsfolk og en enkelt politiker der tilfredse kunne fejre at der kun var én etape tilbage af turen fra Wroclaw til Aarhus. Målet var næsten nået og alle var kommet godt frem. Derfor var der også god grund til at være glad og holde en lille fest. En tur der i øvrigt var præget af utroligt godt humør, teamånd, gode indslag undervejs og underholdning fra deltagerne.

Sidste dag bød på lidt regn og nogle punkteringer men det kunne ikke forhindre det gode humør. Borgmester i Randers Claus O Jensen samt byrådspolitikere fra Randers, Hedensted og Horsens fulgte med på dagens sidste etape hvor gruppen blev flot modtaget både i Hedensted og Horsens inden målet, Aarhus rådhus blev nået.

Kulturstafetten i form af en cyklende gnom, et specielt vartegn fra Wroclaw, nåede frem og indikerede forbindelsen mellem de to Kulturhovedstæder i henholdsvis 2016 og 2017. Forinden var holdet blevet modtaget af Wroclaws direktør for Kulturhovedstaden samt byens borgmester og med politieskorte ud af byen efter et fornemt anlagt pressemøde med TV og presse. Alle deltagerne fik gennem en flot rundvisning i byen et godt indtryk af byen som de fleste danskere sikkert ikke kender så godt ud over at have været medarrangør af et håndbold EM.

Et fantastisk træningsforløb og utroligt netværk er etableret og vi arbejder videre mod en ny tur til Leuvarden i 2017, hvor temaer omkring Kulturhovedstaden igen vil være en central del af forløbet og turen. 

Top
Thrane.nu